Dagens lektie

Har netop set den lokale tragikomiske afklædning af Ny Stue med Khader, Samuelsen og Co. Det er sgu svært at se hvad man egentlig kan lære af det - og om Guldbrandsens film viser os ret meget andet end inkompetence og uduelighed tilsat gustent spil fra mr. Samuelsen, frk. Østergaard og hendes mørkedets fyrste i bilen ved afsluttende partilederrunde.

Hvad der derimod er ekstrem uddannende og lærerigt er dagens udgave af DemocracyNow. Her finder du ikke mindst en grundig dækning af Obamas kamp for at få en stimulan-pakke igennem Kongressen - og en mageløst stærk gennemhagling af denne og den forbundne nye bankpakke af navnkundige James K. Galbraith, søn af den store økonom.

Se det her

>> Vis hele indlægget...

Volcker, Summer og The Wall Street Price

Der spekuleres op ad stolper og ned ad vægge i disse uger på, hvilken retning Obamas præsidentembede vil tage: vil den være venstreorienteret, centrum-venstre, eller rent centrum? Vil han placere sig på midten for at rykke mod venstre, eller placere sig til venstre og rykke længere ud? Eller vil han gennemføre et relativt midtsøgende, ja konservativ politisk program?

(Se et af de bedre bud på en analyse heraf)

Indtil videre har vi først og fremmest hans udnævnelser og hans allerede udmeldte politiske programpunkter at holde os til. Tager vi hans udnævnelser er det klart, at der er mange ikke blot brodne, men direkte rådne bananer imellem - især på det økonomiske felt.

Larry Summers, hans kommende finansminister, holder måske ca. en top-5 blandt de fremmeste skurke bag den øjeblikkelige finanskrise. Som Clinton-finansminister var han involveret i nogle af de væsentligste dereguleringer af banksektoren, der direkte producerede det aktuelle kollaps. At udpege ham til at redde os ud af det, er absurd. 

Og det bliver værre endnu... Som formand for et nyoprettet råd af økonomiske rådgivere har han udpeget 82-årige Paul Volcker, der kort efter sin tiltræden som FED-chef i 1979 gennemførte en historisk stigning i renten og direkte producerede finansielle kriser i land efter land, med Mexico og pesoen som første direkte offer. Han er dermed en af de absollutte chef-arkitekter bag den neo-liberale globale finansarkitektur, centreret om Wall Street og Dollaren som global standardvaluta etableret på ryggen af den samlede klodes arbejdsstyrke - ikke mindst Afrikas.

Obama tillader sig endda ved introduktionen af sine økonomiske rådgivere at betegne det som et skridt væk fra "den gamle tænkemåde":

"At this defining moment for our nation, the old ways of thinking and acting just won’t do. They call for us to seek fresh thinking and bold new ideas from the leading minds across America. "

De folk han udpeger til at rådføre sig med på det økonomiske område er blandt de største skurke i de sidste 30 års fejlslagne globale økonomiske infrastruktur ofte kaldet The Washington Consensus. Summers er kendt for at udtale følgende fra sin tid i Verdensbanken, opsummeret af Patrick Bond:

"fifteen years earlier he gained infamy as an advocate of African genocide and environmental racism, thanks to a confidential World Bank memo he signed when he was the institution's senior vice president and chief economist: "I think the economic logic behind dumping a load of toxic waste in the lowest-wage country is impeccable and we should face up to that... I've always thought that underpopulated countries in Africa are vastly underpolluted, their air quality is vastly inefficiently low..."

Now thats what I call Change! Læs i øvrigt Patrick Bonds artikel - så er du ikke i tvivl om, hvilke folk der skal 'redde kapitalismen' fremover. Som Bond påpeger: er der noget Kapitalismen har brug for, så er det Obama - ingen som ham kan genindstifte legitimitet efter Bush-katastrofen.

Problemet med mange diskussioner af Obamas præsidentembede er, at man forestiller sig at man kan ændre verden ved at indtage et embede. For det første skal man huske på at det amerikanske præsidentembede er dybt konservativt i sin indretning, som Anthony Barnett erklærede i en af de vigtigste artikler om Obama fra primærvalgkampen:

"I have never identified with the office of the US presidency or its incumbents. An institution designed to manage 18th-century problems of state formation, the presidency is now an old-fashioned semi-royalist system, largely captured by special interests, that generates odious media sycophancy. Every four years one has to take an interest in who becomes president for reasons of global political hygiene - just like one has to do one's laundry. But as a repository of hope...?"

Nok er Obama blevet valgt på en erklæring om at bringe forandring til Washington ved at stække de stærke interessegrupper, der sidder på byen og dermed landets styre. Imidlertid kan man ikke ændre etablerede magtinstanser og -relationer fra den ene dag til den anden ved blot at slynge om sig med flotte ord eller indsætte sine egne nye folk. Man ændrer ikke magtrelationer uden magtkampe og betydelige konflikter med dem, der sidder på kagen. Ikke mindst siden Volcker og folk som ham transformerede forholdet mellem stat og marked i 1970erne og 1980erne, har netop markedets centrale spillere haft en helt afgørende indflydelse på den førte politik - ofte hintet mod med betegnelsen The Wall Street Price.

Obama har gennem sin karriere plejet tæt omgang med Wall Street mafiaen, og at forvente at han vil bringe afgørende forandringer på den korte bane her er ganske enkelt politisk naivt. Wall Street har skæppet godt i til hans kampagne, men også langt forbi den iagttagelse, er han som præsident fuldstændig afhængig af at slå en handel af med Wall Street om karakteren af den forandring, der indtræffer her og nu i kølvandet på kollapset. Wall Street har ikke "magten over Washington", men stor indflydelse på politikken, præcis som en række andre elite-grupper har og fortsat vil have det. 

Så: 

• Obama er formentlig en relativt konservativ type på det økonomiske område (det er mindre relevant), 
• han bestrider et konservativt embede præget af de rigeste af de rigestes kampe om indflydelse ovenpå en periode på 30 år, hvor de har haft ekstrem indflydelse og fået hvad de ville i stadig større grad år for år, præsident for præsident - inklusiv Clinton
  
• han har udnævnt et (skuffende) hold af neoliberale dudes - samt enkelte progressive, eftersigende

(og så har jeg slet ikke nævnt at han lader Bush's forsvarsminister fortsætte, støtter misilforsvaret og vil slås endnu hårdere for at tabe stort i Afghanistan, samt blive i Irak en rum tid endu, og potentielt smide et par bomber mere i Pakistan... )

Min pointe med alle disse horrible facts er at pege på det indlysende, som vi har gjort også for et par uger siden:

Et præsidentembede er som alle andre magtknudepunkter først og fremmest defineret af styrkeforholdene mellem de sociale grupper (internt stridende elite-grupper, organiserede klasseinteresser mv.) på den ene side - og den 'konjunktur' de operere indenfor, eller det hav de svømmer i, på den anden. Først langt længere nede af listen kommer spørgsmål om individuelle karaktertræk, ideologiske standpunkter osv.

Hvad den aktuelle konjunktur angår, kan man ikke være i tvivl: den er yderst kritisk! Som Lars Bo Kaspersen viser i sin fine nye bog om "Danmark i Verden" er netop kritiske konjunkturer eller blot slet og ret krisetider, de afgørende momenter historisk set, hvor magtforholdene skifter og mere fundamentale forandringer indtræder. Præcis den historie, Klein fortæller i Chockdoktrinen, i øvrigt. Netop i sådanne faser bliver ideer en kritisk ressource til at dirigere stat og økonomi gennem mod en ny stabil ramme - og dem der bedst formår at forme ideer og presse dem frem, har størst chance for at bestemme udviklingens retning.

Som Robert Kuttner gentagne gange slår fast - "Reality is on our side". Vi har realiteterne i stålindustrien på vores side - pendulet svinger mod en mere interventionsitisk stat og det neoliberale projekt er stødt mod grund. Vi må derfor kæmpe så det står for at sikre at denne historiske åbning - parret med det stærke folkelige 'mandate for change', Obama er valgt på - presser den globalt set fortsat vigtigste position - Obamas fra 20. januar - til at udfolde et gradvist mere omfordelene, økonomisk stimulerende, jobskabende, grønt og fredeligt økonomisk paradigme - på globalt plan, vel at mærke.

Det kommer ikke af sig selv - og det kommer ikke, hvis vi blot sætter os med hænderne i skødet og venter på at Obamassias og hans crony disciple skal redde os. Det skal vi selv tilkæmpe os via hårdt arbejde og globalt koalitionsbyggeri.

Når jeg personligt har været oppe at køre over Obamas kandidatur og hans sejr, skyldes det ikke mindst, at jeg  er overbevist om, at vi ikke realistisk kan forestille os en bedre præsident at slås mod og presse til indrømmelser.

Vi så hvordan man under de sidste år af Clintons periode formåede at opbygge en stadig stærkere global bevægelse mod netop The Washington Consensus og WTO, kulminerende i Seattle og Genoa i 1999 og 2001. Og vi så hvordan transformationen af Bush til den mest radikale højrefløjs krigsmaskine ever fra 2001 gjorde det ekstremt svært at etablere et spillerum for at presse egentlige sejre igennem. Et civilsamfund og sociale bevægelser er dybt afhængige af et responsivt politisk system, der kan presses og se en egeninteresse i at fremme dele af de ting, man kommer frem med fra neden. Bush's var præcis det modsatte, og resultaterne fra de globale sociale bevægelser har været ekstremt fåtallige de sidste 8 år.

Om ikke andet tror jeg på at det er et helt andet game, vi går ind til med en Barack H. Obama i Det Hvide Hus. Lad os gribe den chance - ikke som lamme cheerleaders i et tamt heppekor, men som bidske hunde, der bidder og bidder manden i ballerne indtil han sætter den rette kurs.

>> Vis hele indlægget...

Obama og Lykkeberg…

På vidt forskellige vis markerer to begivenheder fra dette efterår, at vi i 40-året for 1968 endelig er på vej ud af slagskyggerne fra netop dette på en gang magiske og mytiske og martrende årstal. Det følgende er blot endnu en lille forgrening af forsøget på at forstå og fortolke den omfattende forskydning, som valget af Barack Obama til USA's næste præsident markerer: en overskridelse af kulturkrigernes jamren som i så udstrakt grad har været forbundet med året 1968.

Vi så det præge hele Clinton-perioden, som vi så det på forskellig vis blive genspillet under Bush med de samme trætte karakterer. Og vi så det så udpræget grad udspille sig med den danske kulturkamp. I en amerikansk kontekst mellem demokrater, der grundlæggende ikke forstod at læse grundkoordinaterne i ’the cultural wars’ og republikkanerne, der via strategisk snilde vedblev med at genspille den samme båndsløjfe og reproducere en identitetspolitik støbt i beton under 1960ernes sociale og kulturelle opbrud og omvæltninger. Og vel at mærke vedblev med at vinde valg på det. Præcis på samme måde synes ’de kulturradikale’ aldrig helt at have forstået, hvad det egentlig var der skete i 2001.

Med Obama er den cyklus brudt. Med de demografiske transformationer af Syden (som Anders tidligere har beskrevet her på siden) vil det med stor sandsynlighed begrave den strategi endegyldigt. Den har ganske enkelt gjort det republikanske parti til et regionalt parti i en stadig mindre region af stadig færre sydstater. De må genopfinde sig selv, hvis de skal have en chance for at genvinde magten.

Obama er netop ikke 1968er, uanset at republikanerne forsøgte at forbinde ham så meget de kunne med Bill Ayers. Han vokser ud af nogle markant andre erfaringer af kulturel og social forandring og politiske kampe end The Clintons, eksempelvis. Og han overskrider fundamentalt det koordinatsystem af sandheder, der har holdt amerikansk politik i skak de senere år. På racespørgsmålet ses det klart hvordan han sidestepper den diskursive front, borgerrettighedsbevægelsen byggede op – og eksempelvis Jesse Jackson var og er en stærk repræsentant for i det demokratiske parti – via en ekstraordinær evne til at indfolde og forsone modsatrettede perspektiver indenfor en fælles diskursiv ramme. Bruddet til Clintons ’klassiske’ triangulerings-strategi (wiki), der kort fortalt går ud på at overtage modstanderens synspunkt eller position i et forsøg på at ’erobre midten’ (som Blair, Fogh og nu Helle Thorning og til dels endda Villy Søvndal?! Siden har gjort) er tydelig, eksempelvis i hans berømmede racetale fra foråret.

Netop i den tale lægges dele af arven fra kulturkrigen og 60erne i graven, og en ny fortælling, en ny diskursiv ramme etableres, der bygger videre på de historiske erfaringer – men med swung og patos forsøger at etablere et nyt fælles punkt at starte fra. Man fornemmer en refleksiv, pragmatisk og forandrings- og løsningsorienteret tilgang til den politiske kamp tone frem, der ikke mindst fremstår som en stor befrielse for den unge generation, der ikke i årtier har favoriseret én kandidat i så ekstrem grad som i år (33-67%). Pointen er ikke, at alt dermed er godt – men blot at man kan iagttage en forskydning af grundkoordinaterne, der destabiliserer de etablerede (diskursive) holdepunkter, og bringer os definitivt forbi ’68. Vi kan starte på en frisk med større plads til friske og yngre aktører – og med afstand til ’68ernes konstante gennemsættelse af deres eget matrix, deres eget koordinatsystem for forståelsen af alle spørgsmål og alle aktører.

Og Lykkeberg? Han var egentlig mit primære ærinde med dette indlæg: jeg har stort fået læst mig igennem hans ekstraordinære bog – og jeg kan ikke lade være med at finde klare fællesnævnere. Hr. Lykkeberg er alt for bleg til at være en Obama, det er slet ikke min pointe. Nej iagttagelsen er snarere denne: at man i Kampen om sandhederne finder grundlaget til langt om længe på nuanceret og dybt saglig grund at bevæge sig forbi de gamle elefanter, der i alt for lang tid har domineret dansk kultur- og samfundsdebat. En ting er at Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen og hele den samlede kulturelle elite med forbavsende ringe kamp blev fejet af banen af Fogh og Dansk Folkeparti ved det Søren Krarup har markedsført som Systemskiftet i 2001. I Lykkebergs bog finder man for første gang en troværdig, omfattende fortolkning og udlægning af, hvordan det kom dertil. En bog som udmærker sig ved det yderst ejendommelige resultat at nedlægge den samlede kritikerstand i anerkendende beundring med Bent ’Blod’ Blüdnikov, Hans Hauge og Frederik Stjernfelt som frontløbere i en strøm af klapsalver – til en bog, der på omfattende vis virker ved at reetablere klassebegrebet som central og uomgængelig kategori til at forstå og bestemme samfundsudviklingen med. Hvilken bedrift.

Lykkeberg giver med sine læsninger af den samlede (uofficielle) kanon-litteratur fra min barndom og ungdoms dansktimer (Panduro, Rifbjerg, Sonnergaard etc.) og sine skarpe kultur-diagnostiske analyser, en stofligt mættet, nuanceret og levende forståelse af, hvordan de sociale og kulturelle forandringer fra 1960erne og frem producerede en ny kulturelle overklasse og en fundamental social og kulturel konflikt. 

En overklasse der i sig selv kom til at blive erfaret af meget store grupper i det danske samfund som ekstremt arrogant, bedrevidende og fordømmende – og som frem for at skabe forudsætningerne for frigørelse og personlig myndighed, producerede mindreværd og udbredt følelse af utilstrækkelighed hos samfundslag med minde kulturel kapital på bankbogen. Opgørene sås på forskellig vis med Rindalismen (som netop ifølge Lykkeberg var en klasseprotest), med jordskredsvalget i 1973 og med systemskiftet i 2001. De kulturradikale forfattere, lektorer, kunstnere og debattører – kort sagt: Anders Foghs smagsdommere – kan nu ikke længere tillade sig som Rifbjerg mfl. blot at fortsætte som om intet var sket. De kan ikke længere blive ved med at fortsætte samme grundskemaer – men må erkende deres grundlæggende fejlgreb: de producerede i så høj grad deres egen fjende og siden overmand ved deres egen udtalte blindhed overfor egen ekskluderende og undertrykkende rolle og position i den fortælling, de skabte.

Det gælder ydermere, at det ikke alene var de lavere uddannede, der blev ekskluderet af den etablerede sandhed: de generationer, der kom efter dem blev alle målt på 1968ernes alen; fælles for yuppierne i ’80erne, generation-nå i 1990erne – og endelig senest generation fucked-up i ’00erne (Morten Albæks pinlige båndsløjfe på samme kritik-figur; han er vist kun ca. 32 år, men lyder som en på det dobbelte!), er netop ikke at leve op til den fortælling om ungdom, frigørelse og rebelskhed, som var etableret som norm og målestok. Dermed har generationer af unge ligget under for en fortælling om egen uformåen, narcissisme, forkælelse, selvcentrering og hvad ved jeg, der ikke ligefrem er befordrende for faktisk at tage handskerne op og arbejde for forandring.

Derfor: med Lykkebergs bog som fundament, kan vi endelig også i en dansk kontekst komme videre fra 1968. Forbi de evindelige kulturkampe og opgør, der har præget avisernes debatsider i så høj grad i hele min avis-læsende tid.

Set under et er min pointe dermed først og fremmest en analogi: valget af USA's næste præsident – og ikke mindst hele den kampagne og valgkamp, der bragte ham til magten – og udgivelsen af en bog på et af verdens mindre sprog om den nationale udløber af ’the cultural wars’ – er fælles om i 40-året for 1968 endeligt at støde de gamle fronter og de gamle positionskampe til hvile, og etablere et nyt felt, et nyt landskab, hvorunder kampene kan fortsætte med andre tyngdepunkter, aktører og frontlinjer. Så befriende.

>> Vis hele indlægget...

Palle alene i verden? Han sidder i Det hvide hus

Det er nu, Anders F., at du skal komme ud af din grønne busk og vise dit og Georgs sande venskabs dybder. Giv dog den mand en ordentlig møsser!

>> Vis hele indlægget...

IRAK KRIGEN ER OVRE!

The Yes Men er på gaden med et super-ambitiøs og omfattende prank netop i dag, der lægger yderligere pres på Obama ovenpå valget - er du i New York og kan skaffe en papir udgave, får du kys.... 

Her følger deres pressemeddelelse:

November 12, 2008

FOR IMMEDIATE RELEASE

"SPECIAL" NEW YORK TIMES BLANKETS CITIES WITH MESSAGE OF HOPE AND CHANGE Thousands of volunteers behind elaborate operation

  * PDF: http://www.nytimes-se.com/pdf

  * Ongoing video releases: http://www.nytimes-se.com/video

  * The New York Times responds: http://cityroom.blogs.nytimes.com/2008/11/12/pranksters-spoof-the-times/

Hundreds of independent writers, artists, and activists are claiming credit for an elaborate project, 6 months in the making, in which 1.2 million copies of a "special edition" of the New York Times were distributed in cities across the U.S. by thousands of volunteers.

The papers, dated July 4th of next year, were headlined with long-awaited news: "IRAQ WAR ENDS". The edition, which bears the same look and feel as the real deal, includes stories describing what the future could hold: national health care, the abolition of corporate lobbying, a maximum wage for CEOs, etc. There was also a spoof site, at http://www.nytimes-se.com/.

"Is this true?  I wish it were true!" said one reader. "It can be true, if we demand it." 

"We wanted to experience what it would look like, and feel like, to read headlines we really want to read. It's about what's possible, if we think big and act collectively," said Steve Lambert, one of the project's organizers and an editor of the paper.

"This election was a massive referendum on change. There's a lot of hope in the air, but there's a lot of uncertainty too. It's up to all of us now to make these headlines come true," said Beka Economopoulos, one of the project's organizers.  

 "It doesn't stop here. We gave Obama a mandate, but he'll need mandate after mandate after mandate to do what we elected him to do. He'll need a lot of support, and yes, a lot of pressure," said Andy Bichlbaum, another project organizer and editor of the paper.

The people behind the project are involved in a diverse range of groups, including The Yes Men, the Anti-Advertising Agency, CODEPINK, United for Peace and Justice, Not An Alternative, May First/People Link, Improv Everywhere, Evil Twin, and Cultures of Resistance.

In response to the spoof, the New York Times said only, "We are looking into it."  Alex S. Jones, former Times reporter who is an authority on the history of the paper, says: "I would say if youUve got one, hold on to it. It will probably be a collectorUs item.

>> Vis hele indlægget...

Første små indikationer på hvilken retning, de planlægger efter i overgangs-teamet. Har Demokraterne tænk sig at vende chock-doktrinen i progressiv retning?

Fra Financial Times

"US President-elect Barack Obama intends to push a comprehensive programme of social and economic reform beyond an immediate emergency stimulus package, Rahm Emanuel, the next White House chief of staff, indicated on Sunday.

Mr Emanuel brushed aside concerns that an Obama administration would risk taking on too much when it takes office in January. He said Mr Obama saw the financial meltdown as an historic opportunity to deliver the large-scale investments that Democrats had promised for years."

>> Vis hele indlægget...

De unges jordskred og den nye majoritet

For fire år siden konstaterede Karl Rove at USA havde opnået permanent konservativt flertal. Resten er som vi ved historie. Bag Obamas sejr ligger en række dramatiske demografiske skift beskrevet af Adriana Huffington:

1) Minoriteter gik fra at udgøre 19% i 2004 til 26% i 2008 af vælgerne. Californien er langt ude af syne for republikanerne (60-39%) og på vej til at blive en "majority-minority" stat. En voksende Latino-minoritet i Texas vil i fremtiden hjælpe den til at blive demokratisk. Obama flyttede staten 11% til demokraterne til 56/44, så den vil afgjort komme i spil i 2012.

2) Obama tabte kun marginalt på hvide middelklassemænd, men det er ikke det store problem for den vælgergruppe er stille og rolig ved at miste sin priviligerede position. Hans demografiske alias er Nascar Dad og kom i valgkampen til udtryk i McCains desperate Joe Blikkenslager-stunt, men det ikke slog igennem. De hvide mænd købte ikke McCains budskab, måske på grund af hans giftige tilhørsforhold til Republikanerne.

3) Unge (18-29 år) forøgede deres stemmetal med 2,2 mio. og Obama vandt dem med 66 % til 32 %. Havde Obama præsteret som Kerry i 2004 blandt de unge havde han ikke vundet valget med 6,5%, istedet bare med 2% og han ville have tabt Florida, Ohio, North Carolina og Indiana. De unges valgdeltagelse skabte forskellen på 73 valgmænd - og skabte dermed jordskred.

Spørgsmålet er hvad Obamas en million frivillige nu skal tage sig til. Lad os håbe at græsrødderne, der skabte Obamas kampagne, fortsætter aktivismen. Fra hvad jeg oplevede i Philladelphia i denne uge, hvor jeg havde chancen for at være frivillig et par dage så jeg unge progressive, der smed arbejde, studier, nattesøvn og facebook overbord i måneder for at kæmpe til sidste time. De er super progressive på alle områder og de er ikke demokratiske partisoldater. Selvom de idag ligner ubestikkelige Obama-kampagnejunkies, er der ingen der siger at de vil løbe gratis dør-til-dør om fire år hvis Obama fortsat sidder fast i Irak med permanente baser og en ny surge i Afghanistan. Mit bud er at de er langt mere progressive, og hellere vil bruge tiden på at presse Obama til venstre, væk fra hans neoliberale økonomiske vismænd.

Mens vi venter på forandringen fra græsrødderne, kan jeg kun anbefale at tjekke det to år gamle Future Majority, der både forstår internetrevolutionens konsekvenser for aktivisme og græsrodsbevægelsens progressive potentiale. Under Clinton måte de progressive vente 7 år på Seattle. Det er usansynligt vi kommer vente lige så længe denne gang...

>> Vis hele indlægget...

En verden udenfor USA: Kenyas blogosfære

Vi har skrevet meget om revolutionen af medier i USA - men tiden er også inde til at kigge lidt på resten af verden. Via Global Voices - et super vigtigt projekt for at udvikle en trans-nationale opbygning af borgerdrevne medier - er jeg faldet over 'Kenyas vigtigste blogger' der har nogle simple, og yderst interessante ting at fortælle os om udviklingen i Kenya under og efter valget - og blogosfærens kritiske rolle:

Bemærk eksempelvis hans universelle iagtagelser: 

• nok har man kun en bredbåndsgennemtrængning på under 10% i Kenya, men alle radioværter læser blogs intensivt, og der er derfor et stærkt spill-over fra blogs til radio - og radio har en penetration på 95%
  
• mens flertallet måske skriver om personlige ting, hverdagsoplevelser og andre for en politisk betragtning uinteressante ting - bliver alle bloggere stærkt politiske, når der er valg - og især i en situation som ved valget i Kenya. Dér bliver bloggerne en helt vital uafhængig kraft i egen ret - som går i kødet på regeringens forbud og indskrænkninger af ytringsfrihed osv. - mens de etablerede medier dukker sig.

>> Vis hele indlægget...

Dan the Nonvoter - virale hit

Vi har tidligere skrevet om viral markedsføring - jeg er først lige blevet opmærksom på nedenstående Get Out The Vote-video af MoveOn.org - der anses for valgkampens mest succesfulde virale kampagnevideo med over 9 mio. visninger:

>> Vis hele indlægget...

Reality is on our side...

De seneste dages diskussion om kampen om formningen af Obamas præsidentskab får en fremrægende uddybning i dagens udgave af democracynow.org

Punkt for punkt uddybes og nuanceres diskussionerne om relationen mellem sociale bevægelser og præsidenter - varmt anbefalet.

Robert Kuttner peger på det centrale: selv med udnævnelsen af konservative og højreorienterede Wall Street-folk, vil realiteterne i jernindustrien med stor sandsylighed tvinge Obama mod venstre - præcis som udvikling var for Roosevelt i 1933.

>> Vis hele indlægget...

Næste fase begynder idag...

Det er svært at få armene ned over det historiske skridt, den amerikanske vælgerbefolkning har taget - og den mageløse kampagne, vi har set Obamas maskineri med hundredtusindvis af frivillige netrødder og New Organizers køre af stablen. 

Ved siden af Obamas personlige historie og hudfarve, vi har hørt så meget om, er det virkeligt fornyende og afgørende den revitalisering af politik og demokratisk deltagelse, som det amerikanske civilsamfund har gennemløbet de sidste 4 år. Det har helt fundamentalt forskubbet balancen mellem det politiske establishment og de menige borgere, og åbnet kanaler for almindelige menneskers deltagelse i den politiske proces på et niveau, vi ikke har set i årevis. Ganske enkelt en sand revolution.

Spændende bliver det derfor at følge skiftet: hvordan formår det vildtvoksende hav af netrødder og aktivister at udvikle deres rolle, magtbase og indflydelse - nu de har fået deres mand valgt?

En ting er sikkert: de skal ikke vente på Obamas føring - de skal selv forme ham som præsident, præcis som han blev formet af dem som kandidat.

Og den kamp begynder idag. Allerede i løbet af den næste uge falder første udnævnelse - stillingen som den centrale stabschef - og kandidaten er en gammel kending fra Clinton-tiden: Rahm Emanuel (D-Ill.). Hvem er han? Ifølge Politico.com:

"Emanuel's first big assignment in Clinton's White House was helping pass the North American Free Trade Agreement, which riled many Democrats. He was a consistent voice for anti-crime measures, welfare reform and other initiatives that pushed against liberal orthodoxy. 
In his personal views, he's a centrist, and despite a combative political style, he has good relations with many congressional Republicans, such as Rep. Adam Putnam (R-Fla.)."

Allerede forleden beskrev jeg kampen om at undgå, at det bliver Clintons finansminister, der genindtager sin position fra sit parløb i 1990erne med Greenspan. 

Change we need? Ikke just. Præcis som en central rolle til en af NAFTA-aftalernes arkitekter heller ikke ligefrem peger mod en ny kurs. 

Min pointe er ikke, at Obama forventes at sætte et revolutionært hold af ny-keynesianister, der skaber en helt nye økonomisk politik fra day one. Det bliver formentlig ret konservativt på mange pladser. Pointen er derimod at det er græsrødder og netrøddernes ansvar med det samme at komme i arbejdstøjet og gå fra Obama-supporters og cheerleaders til at blive vedholdende og kompromisløse kritikere, der presser den forandring igennem, som vi har så hårdt brug for. 

Kort sagt at forme den præsident, vi har brug for - i kamp mod alle de stærke pengeinteresser, der har fundet en væsentlig del af hans astronomisk velbeslåede valgkamp.

>> Vis hele indlægget...

America! Until that day...

Har ikke kunnet slippet Morriseys åbningsnummer fra hans fantastiske You Are the Quarry. Den buldrer selvfølgelig efter en lang nat gennem højttalerne her til morgen. På sin egen lille måde hinter den så fint til, hvorfor USA også efter sit økonomiske og politiske fald fra tinderne det sidste halve årti fortsat vil stå som en funklende stjerne på himlen blandt alle de middelmådige nationer i denne verden. 

America your head's too big, Because America, Your
belly is too big. And I love you, I just wish
you'd stay where you is

In America, The land of the free, they said, And
of opportunity, In a just and a truthful way. But
where the president, is never black, female or
gay, and until that day, you've got nothing to say
to me, to help me believe

In America, it brought you the hamburger. Well
America you know where, you can shove your
hamburger. And don't you wonder, why in Estonia
they say, Hey you, you big fat pig, you fat pig,
you fat pig

Steely blue eyes with no love in them, scam the
World, And a humourless smile, with no warmth
within, greets the world. And I, I have got
nothing, to offer you No-no-no-no-no, just this
heart deep and true, which you say you don't need

See with your eyes, touch with your hands, please,
hear through your ears, know in your soul, please.
For haven't you me with you now? and I love you, I
love you, I love you. And I love you, I love you,
I love you.

>> Vis hele indlægget...

Valgdagsstuff

En uforlignelig guide til valgdagen finder du hos dailykos (pdf-format).

En skræmmende baggrund til det forventede valgkaos finder du i DemocracyNow.org's mandagsudgave.

Det er svært at forestille sig et nederlag til Obama, hvis man ser mandagens aggragerede opgørelse hos pollster.com - og især hvis man tager den stat for stat.

Med andre ord: Det bliver spændende at følge sejrens størrelse - herunder ikke mindst om demokraterne formår at runde de magiske tal for senatsvalgene landet over, der sikrer et filibuster-proof flertal...jf. valgguiden.

Burgers og fries natten lang.

>> Vis hele indlægget...

No-Risk Capitalism

Greenspans fald, som omtalt forleden, fører en stadig mere omfattende diskussion af hans 'legacy' med sig - og begynder nu selv i New York Times at ramme Bill Clintons Secretary of Treasury, Robert E. Rubin - der har en meget central placering i Obamas kreds af rådgivere, og nævnes som en af favoritterne til atter at indtage denne position påny i en evt. Obama-regering, ifølge politico.com.

Læs den længere og usædvanligt kritiske gennemgang hos New York Times her. 

Det er hævet over enhver tvivl at kampen om ideerne er helt central i at bestemme udfaldet af krisen: får vi mere af de samme, fejlslagne politikker - eller indtræffer et virkeligt paradigmeskifte? Med Rubin som finansminister er det ikke særlig sandsynligt...

Derfor er man på venstrefløjen begyndt at gøre sig klar til en kamp mod Rubins mulige kandidatur - som bl.a. Naomi Klein beskriver med sin vanlige, klare stil. Se her:

Klein giver i The Nation en interessant udlægning af den store hjælpepakke

http://www.thenation.com/doc/20081117/klein 

Og snyd heller ikke dig selv for Michael Moores fredag-optræden hos Amy Goodman i democracynow.org - i forbindelse med hans nye film, Slacker Uprising, slackeruprising.com - bl.a. med en underholdende 6-punkts plan over det første, Barack Obama bør gøre som præsidentkandidat. (Og bemærk den langt mere bovlamme og halvnaive tiltro, Moore udviser overfor en evt. Obama regeringsperiode - i skarp kontrast til Kleins strategiske kamp om positioner)

Democracynow.org streamer en live 4 timers udsendelse fra valgnatten - højest sandsynligt noget af den mest vedkommende dækning, man kan finde af det superdækkede valg...

>> Vis hele indlægget...

Greenspans chok - Arzrounis båndsløjfe

Vi gennemlever en epokegørende overgangsperiode. Et system af magtpositioner og ideer styrter sammen. Mr solid rock of neo-liberalism, Alan Greenspan, er rystet og erkender det åbent - verden som vi plejede at kende den, står ikke længere:

"I made a mistake in presuming that the self-interests of organizations, specifically banks and others, were such as that they were best capable of protecting their own shareholders and their equity in the firms," Mr. Greenspan said.

Referring to his free-market ideology, Mr. Greenspan added: "I have found a flaw. I don't know how significant or permanent it is. But I have been very distressed by that fact."

Mr. Waxman pressed the former Fed chair to clarify his words. "In other words, you found that your view of the world, your ideology, was not right, it was not working," Mr. Waxman said.

"Absolutely, precisely," Mr. Greenspan replied. "You know, that's precisely the reason I was shocked, because I have been going for 40 years or more with very considerable evidence that it was working exceptionally well." (Kilde: NYT)

De epokegørende bekendelser faldt under en høring i Kongressen i torsdags og markerer det seneste i rækken af tilbageskridt for frimarkedsideologiens hegemoni. Hårdt presset viser Greenspan sig at erkende fejl og skifte position.

Har man intellektuelt format erkender man fejl, reflekterer over virkelige begivenheders konsekvens for ens ideer og virkelighedsopfattelse - og justerer sit standpunkt. Har man ikke - må man ty til båndsløjfen. 

Netop dette gør vores hjemlige frimarkedsdemagoger - med Christopher "Copy-paste" Arzrouni  i spidsen. I denne uges udgave af Weekendavisen (hvor han blev fyret som anmelder for at kopiere et langt smedeskrift mod Naomi Kleins fremragende bog om katastrofekapitalismens opkomst) harcelerer han mod sin tidligere kollega på avisen for at give en lidt for positiv omtale af George Soros seneste bog om kollapset på Wall Street og omegn. 

Et mere og mere skingert og desperat forsøg på at holde fast i en ide om det frie, 'uregulerede' markeds velsignelser - som desværre for Cepos og Mr. Copy-paste bliver stadig sværere at fastholde efterhånden som virkeligheden æder sig ind på den neoliberale logebrødres tilkæmpede domæner - og logen af rettroende svinder ind med stormskridt.

>> Vis hele indlægget...